Jeg er lige kommet hjem i dag fra Kaskaloglu øjenhospital i Izmir, hvor jeg har fået foretaget en Zyoptix-Wavefront laseroperation.

Jeg var skeptisk og har forsøgt at finde oplysninger om selve operationen og også om firmaet “Kirurgirejser”. Det var en tilfældighed der ledte mig på sporet af dem. Jeg besluttede mig for at tage chancen, og det er jeg glad for jeg gjorde.

Vi var 10 på holdet, inklusive “Elkjær” (vistnok El-Kher) vores fortræffelige guide/medejer af firmaet og i dette tilfælde også selv patient. Vi var et rigtigt godt team, og der blev sørget fantastisk godt for os (jeg bliver lige nødt til at sige, at jeg hverken er ansat eller får provision af salget af rejser).

Vi ankom kl. 21 om aftenen, gik over og fik noget at spise (rigtigt lækkert synes jeg, men jeg kan altså også vældigt godt lide tyrkisk mad. Derefter gjaldt det om at få sovet for at være friske til næste dag.)

Vi brugte hele den følgende dag til undersøgelser, undersøgelser og atter undersøgelser. Utroligt så mange maskiner der skal til for at undersøge hver eneste lille detalje i vores øjne.

Hver eneste person som betjener en maskine, er ekspert i lige præcis det instrument de betjener. Meget effektivt og professionelt er det indtryk man får. I Danmark tror jeg der er en udbredt idé om, at det vist ikke kan være særligt betryggende, at det foregår i Tyrkiet, men nu hvor jeg selv har været igennem det, så tror jeg ikke de i Danmark kan komme op på siden af den Tyrkiske teknik og kvalitet.

Ved 17 tiden efter undersøgelserne og en pause, gik operationerne i gang. En efter én blev vi hentet med ca. 10 minutters mellemrum for at gå igennem vores “store” operation. Jeg siger store lidt ironisk, for vi havde alle frygtet det mere eller mindre, men hver af os kom tilbage og sagde, “var det ikke andet end det?” Jeg ville sige, at vi var udsat for 2 x 20 sekunders ubehag, men ingen smerte. Lettelsen var tydelig hos os alle.

Der var én af os 10 som ikke egnede sig til operation. Man kunne godt have tjent nogle penge på ham og opereret ham alligevel, men da de mente at gevinsten ville blive så lille for ham, syntes de at han skulle lade være. Det kunne jeg godt lide, for hvis de havde været skrupelløse havde de bare tjent de penge de kunne på ham.

Det var selvfølgelig ærgerligt for ham, men til gengæld fik hans kone meget mere ud af det end hun havde håbet på. Det ene øje havde hun aldrig regnet med de kunne gøre noget ved (der så hun kun skygger), så hun håbede, at hun bare kunne få forbedret det andet øje så hun ihvertfald kunne se en smule. Det gik over alt forventning. Bagefter var hun vild med at læse de små tekster bag på flasker m.m. Det var et mirakel, og så vidt vides, skulle hun komme tæt på 0 på begge øjne.

Jeg selv har ikke mærket den helt store forandring endnu, for jeg var kun -1½ og efter sådan en omgang, går der noget tid før det hele stabiliserer sig. Alle dem som havde meget større “handikap” end mig, kunne klart se alt ting bagefter, dog en lille smule sløret som går helt væk efter en ca. 3 måneder.

Jeg har altid været hysterisk bange for, at der skulle røres ved mine øjne, men til alle jer som er lige så bange vil jeg sige, lad ikke det stoppe jer for vi er virkelig ude i bagateller i forhold til den gave man får ved at få synet tilbage.

Hvis du har noget at spørge om, må du gerne skrive til muzu@email.dk og så skal jeg prøve at svare hvis jeg kan.

Tak til “Elkær” og de andre på Kirurgirejser!


Med venlig hilsen,
Birgitte K.