Jeg var til en forundersøgelse i Danmark – ja, faktisk var jeg til flere. Blandt andet var jeg på Memira, som selvfølgelig straks ville sælge mig en RLE operation. Jeg har flere steder hørt, at de sidder og griner af os ude i verden, fordi vi laver så mange unødvendige RLE operationer i Danmark – danskerne bliver plukket på det private marked. Måske Operation X skulle tage fat i dette emne på et tidspunkt.

Nå, det var et sidespring. I min sædvanlig grundige research-stil fik jeg forundersøgelse 3 steder og snakkede med 2 øjenlæger, før jeg besluttede mig.

Det afgørende for mit valg blev, at teknologien i Tyrkiet er top notch, professorerne er blandt verdens førende, prisen er det halve af i Danmark og så følger der en ferie og 10 års garanti med oven i hatten.

Jeg havde en god nat på et godt hotel tæt ved stranden og blev næste morgen kørt i en bus sammen med 13 andre danskere til hospitalet i Izmir. Nogle var pårørende, der var med, og nogle af dem havde selv været igennem operationen og det var spændende at høre om deres erfaringer.

Flere har spurgt mig “Var du ikke bange eller bekymret?” Nej, det var jeg ikke. Jeg havde taget mit valg 100% bevidst og derfor var der ingen grund til bekymring. Det værste der kunne ske, var at jeg blev blind og for at sige det lidt sjovt – så ville udseendet på mine fremtidig dates ikke betyde noget. Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget – for nu at citere en afdød diskenspringer.

På hospitalet fik vi tyrkisk kaffebrød og en grundig gennemgang på dansk af, hvad der skulle ske og hvordan det ville føles. Jeg følte mig godt informeret! Snakken mellem os danskere, der skulle opereres blev hurtig morsom og luften var tyk af jokes, drillerier og latter – det er vi bare sindssygt gode til som danskere. At stå sammen i det fremmede

En efter en kom vi ind til endnu en meget grundig forundersøgelse og en snak med en engelsktalende øjenspecialist. Vi blev dryppet med nogle dråber som gjorde, at da vi skulle ud og spise frokost, måtte vi samles på en nærvedliggende restaurant af tvivlsom kvalitet, fordi lyset var skarpt og alting var sløret. Men det udløste blot flere jokes – især selvfølgelig om hinandens udseende. Vi spiste og grinede og hyggede os. Alle fik ikke det de havde bestilt, men det betød ikke så meget – alle fik mad og vi var klar til eftermiddagens livsforandrende oplevelser.

Jeg havde taget mine briller på om morgenen – jeg havde omkring 2.5 langsynethed og en bygningsfejl på højre øje og jeg har aldrig vænnet mig til brillerne. Jeg synes de var en barriere mellem mig og verden. Det var en rørende følelse at lægge dem i tasken for sidste gang, da jeg blev kaldt ind til operation.

Den første del tager vel 1 minuts tid for hvert øje – jeg tror det var der hornhinden skulle løsnes. Der var ingen smerte, men det var møghamrende ubehageligt at blive rodet i øjnene. Virkelig. ADR! Men en sød sygeplejerske holdt mig i hånden og jeg klarede den. Derefter skulle vi – på rad og række – ligge i ti minutter med lukkede øjne i et mørkt rum. Der fløj vittighederne naturligvis også rundt. “Hvem har slukket lyset?” “Er det din fod jeg kan mærke?” og lignende.

Så kom vi en efter en ind på operationsbordet og fik at vide, at vi skulle fokusere på den grønne prik hele tiden. Det var lidt svært. Og igen var det ubehageligt at se en vatpind rode rundt i øjet efter at laseren havde gjort sit og lægen skulle sætte hornhinden på plads. Men ingen smerte.

Hvis jeg skal komme med en kritisk bemærkning, så er de meget smukke, kvindelige læger i Tyrkiet muligvis blandt verdens førende, men pædagogik ved de ikke meget om. De lød nærmest vrede i deres instruktioner – der kunne de godt lære lidt til at gøre oplevelsen bedre for patienten. (Og jeg vil gerne holde kurset for dem!)

Efter afslutningen på selve laseroperation, som også varer omkring et minuts tid, kom vi ind og ligge en halv time og fik øjnene dryppet med kunstige tårer. Ganske unødvendigt for mit vedkommende – det sved i øjnene – ikke meget, men nok til at mine tårer strømmede frit. Et par stykker fik hovedpine efter operationen, men fik straks udleveret piller der skulle tage smerten. Vi var lidt stille i den halve time. En reaktion på oplevelsen og eftervirkningen.

Vi blev kørt hjem med beskyttelsesbriller i tasken til natten og med solbrillerne på og besked på, at jo mere vi holdt vores øjne lukkede, jo hurtigere ville øjnene hele. Det kom nu af sig selv, for verden var et overvældende sløret lyshav gennem bussens ruder, så jeg tror de fleste af os sad med lukkede øjne.

En af de opererede fortalte, at hun havde været dernede nogle måneder tidligere første gang, men lægerne havde fundet arvæv på hendes øjne som først skulle fjernes før de kunne udføre Lasik. Hun var med for anden gang – på en freebie. Vi var ret benovede over den service og generøsitet som både Kirurgirejser, Scanway og hospitalet jo havde mønstret i den forbindelse. En gratis tur nummer to. Der er en grund til, at så mange danskere vælger denne løsning!

Næste dag blev vi kørt tilbage til hospitalet og denne gang var det lidt spændende, for vi skulle undersøges og have at vide hvordan vores nye syn var. En kort undersøgelse og derefter ind og snakke med den søde specialist fra dagen før. Hun konstaterede at mit syn var 100% og smilede stort og jeg kvitterede med det ord, jeg havde skyndt mig at spørge om på hotellet aftenen før, så jeg havde det klar: Teşekkür ederim (Tak)

Alle blev herefter kørt hjem og igen var stemningen i bussen mere end høj. Eftersom vi de næste dage skulle spare øjnene, så var det indlysende at tyrkisk mad og rigelig mængder af alkohol stod på ferie dagsordenen, men også en tur til det smukke Efesos senere på ugen.

I dag er det to uger siden jeg blev opereret og jeg ser perfekt om morgenen, men øjnene bliver hurtigt trætte og synet sløret og jeg skal stadig skåne dem, så de får tid til at hele. Men jeg ved, at operationen lykkedes og at jo mere jeg skåner dem og holder mig fra skærme, jo hurtigere går helingen.

Men jeg kan se! Jeg kan læse varedeklarationer, gadeskilte, se på verden uden briller og dag for dag bliver det bedre. Så til dig der sidder derude og overvejer at få en operation, kan jeg nemt anbefale at få det gjort. Jeg kan ikke engang sige, at det er besværet værd – for der var ingen besvær. Vi blev ført trygt og sikkert gennem det hele af Kirurgirejsers medarbejder, som var hos os begge dage.


Venlig hilsen,
Mette Glargaard