Overvejelser om man skal lade sig operere, fra tanken om at en ny og måske bedre fremtid der venter, til at man søger information om hvilke risici et indgreb indebærer, samt de tanker, følelser og reaktioner der kan opstå både inden og efter man tager den endelige beslutning, er oftest meget forskellige fra person til person. Uanset hvad der gør sig gældende for den enkelte, er et operativt indgreb en situation der kan være forbundet med stress. I forbindelse med en operation, som kan opleves som en voldsom begivenhed, selvom den kan give bedre livskvalitet og større velbefindende, kan der opstå forskellige fysiske og psykiske reaktioner, som ofte er en forudsætning for at man kan komme videre og dermed udover det hændte. Frygt for smerte og følelser som usikkerhed og angst for indlæggelse og selve det/de operative indgreb, kan opfattes som en mere eller mindre traumatisk begivenhed. Dog er det vigtigt at være klar over, at de reaktioner og følelser der hermed er forbundet og som kan virke overvældende, er normale og dermed også et forbigående fænomen.

Da en operation kan ses som en udefrakommende truende begivenhed, hvilket vi ikke har direkte kontrol over, kan reaktioner som tidligere nævnt, være meget forskellige, set i forhold til at vi alle hver især har en unik psyke og dermed også forskellige oplevelser og erfaringer med i bagagen. Man opdeler disse reaktioner både fysisk og psykisk, i 4 overordnede stress-faser, som en given traumatisk oplevelse kan udløse. Dog er det igen vigtigt at understrege, at varigheden samt forløbet kan være af vidt forskellig karakter, og selvfølgelig spiller alvoren af det enkelte indgreb også en rolle. Men igen behøver disse faktorer ikke altid at hænge sammen, og en indsigt i de mekanismer der kan gøre sig gældende, kan være en god hjælp til at opnå en bedre forståelse.

Chokfasen: Oftest den korteste fase, til trods for at det kan føles som en evighed. Denne fase kan være præget af at man har svært ved at forstå situationen/oplevelsen, samt at man kan fornægte det hændte. Følelser som rastløshed, spændinger, hovedpine, ondt i maven, rystelser og kvalme kan optræde. Derudover kan ens opførsel svinge fra at føle sig handlingslammet, til en meget udad reagerende adfærd, hvor man f.eks. kan skrige og græde uhæmmet. Dog er der også nogen som kan virke overdrevent rolige.For pårørende: Vær fysisk til stede, således at personen kan føle sig mere tryg i situationen.

Reaktionsfasen: I denne fase går alvoren op for en, og man kan give sig hen til følelserne omkring det skete. Denne fase kan opleves meget smertefuld og kaotisk, og man kan føle sig meget fortvivlet og tanker og opførsel kan være meget irrationelle. Følelserne kan igen være meget modsatrettede, både indadtil og udadtil, og kan derfor opleves noget skræmmende. Alt fra gråd til raseri, og en vekslen her imellem kan optræde, samt årsagen/omstændighederne kan fordrejes. Der kan også være fare for at disse følelser undertrykkes, således at man isolerer sig. Her er det vigtigt at man giver slip på sine følelser, hvilket også kan være meget befriende. Symptomer af fysisk karakter er meget almindelige, og der kan opleves søvnforstyrrelser, uro, etc.For pårørende: Her er det vigtigt at være åben, da personen ofte vil gennemleve en del modsatrettede, evt. voldsomme følelser/reaktioner, og derfor kan det være en god ide at vide at her kan man føle sig som ”skraldespanden”, hvor disse følelser bliver puttet i. Her er det også vigtigt, udover at være lyttende og forstående, at hjælpe til med praktiske gøremål.
Bearbejdningsfasen: I denne fase begynder man at acceptere det skete, og dermed opnå et mere realistisk billede af det hændte. Man er ikke længere opslugt af situationen, og man begynder at se fremad. Dog kan man stadig genoplive situationen, og derfor er det vigtigt fortsat at tale om det hændte, samt at mærke efter og dermed give plads til de følelser der må være. Dette kan nogen gange godt være svært for omverdenen at forstå, ikke desto mindre er den sårbarhed, angst og de tanker der stadig kan opleves, vigtige at få ud, således at fortvivlelsen kan lette og nye værdier kan få plads.For pårørende: Her er det vigtigt at lytte aktivt, samt vise interesse når følelserne omkring det hændte gennemleves for personen. Dette kan gøres ved evt. at stille spørgsmål og komme med positive forslag, og igen hjælpe til med praktiske gøremål. Da forsvarsmekanismerne stadig kan være aktive hos personen, er det vigtigt at forstå at disse hjælper og beskytter, således at selve hændelsen ikke overmander personen uhensigtsmæssigt.

Nyorienteringsfasen: Denne fase er tiden efter de foregående, som egentligt ikke har nogen reel afslutning. Dette er fordi at det hændte nu er en del af ens samlede erfaringsgrundlag, og man har ”lært” at leve med det skete, og man har nu skabt og lever i en hverdag der fungerer. Billedet af det hændte er nu langt mere nuanceret, og man oplever ikke længere det samme behov for hele tiden at dele oplevelsen med andre. Dog kan man stadig til tider føle sig sårbar, men man er i langt større grad i stand til at tale om det.For pårørende: Her er det stadig godt at støtte op om personen og hjælpe til med praktiske ting. Det kan også være en god ide at ”puffe” lidt til personen på en konstruktiv, positiv og fremadrettet måde, samt komme med gode forslag, vejlede og støtte.
Hvad kan man selv og andre/pårørende/familie ellers gøre?

Støtten fra familie, venner og andre pårørende er ikke altid tilstrækkelig, da det kan være svært for andre at rumme og forstå. Her er det vigtigt at man finder et forum, eller evt. en terapeut, der i visse tilfælde kan være nødvendigt og til stor hjælp, for at få bearbejdet det hændte. Det kan også være en god ide at skrive en dagbog og være i kontakt med en netværksgruppe, hvor man deler tanker, følelser og erfaringer med ligestillede. Således får man sat ord på både følelserne og tankerne, så disse ikke bliver gemt væk. Igen er det vigtigt at forstå at de forsvarsmekanismer der kan gøre sig gældende, er ubevidste kræfter der hjælper os igennem både dagligdagssituationer og mere kritiske/traumatiske oplevelser. Disse gør at man derved får den nødvendige tid til at bearbejde oplevelsen, hvilket godt kan kræve en del energi både personligt og for omgivelserne. Ydermere kan visse andre reaktionsmåder også gøre sig gældende, såsom regression, dvs. tilbagefald, hvor man kan opføre sig barnligt og ikke ønsker at tage ansvaret for egen situation. Projektion kan også være en måde at bearbejde det hændte, hvilket viser sig ved at man tillægger andre sine egne ”negative” følelser, og dermed skyder skylden over på andre f.eks. lægen, hospitalet etc. Fornægtelse kan også være en mulig forsvarsmekanisme, hvor man ubevidst fornægter det skete, og rationalisering kan være en reaktion hvor man ikke ønsker at erkende sine egne følelser omkring det skete og dermed er der mulighed for at disse bliver undertrykt.

Det vigtigt at understrege at dette kan være en hjælp til at få en indsigt i hvilke reaktioner, følelser og tanker der kan gøre sig gældende, og skal ikke ses som et endeligt facit. Det vil altid være en god idé evt. at søge yderligere information omkring hvilke psykologiske aspekter der kan være tale om. KirurgiRejser er utrolig glade for de netværksgrupper der allerede findes inde på vores debatforum, samt dem der løbende bliver oprettet andre steder. Derfor opfordres alle der sidder inde med spørgsmål og anden usikkerhed, at deltage i disse fora sideløbende i processen.